Børnevenlige retter, Pålæg

Nøddepålæg

Jeg lavede en typisk fejl i sidste uge. Jeg havde i al min naivitet fundet to spreads fra Urtekram, som jeg i min gode tro gik ud fra var uden animalske produkter – det viste sig så, at hverken nøddepatéen eller bønnepatéen var veganske. Jeg var virkelig ked af det, da jeg opdagede det – sådan helt ned i maven. Og når jeg nu tænker mig om, er det jo ikke nogle nye spreads, som er kommet på hylderne – tværtimod er produkterne bare kommet på glas med en ny etikette derpå.

Så dette skal være for mit vedkommende en påmindelse om, at jeg uanset producenten eller ej skal huske at tjekke ingredienslisten – og ja. Det kan ske for enhver, men husk på at uanset hvad er det virkelig bare om at komme op på hesten igen – og det er lige netop det, jeg gør. Her får du min udgave af nøddepålæg – helt og aldeles vegansk.


Nøddepålæg:

  • 1/2 dl hasselnødder
  • 1/2 dl sesamfrø
  • 1 dl solsikkekerner
  • 1 spsk hampefrø
  • 1 tsk kala namak* (ej nødvendigt) 
  • 2 gulerødder
  • 1 spsk tomatpuré
  • 2 spsk gærflager
  • 1 tsk røget paprika
  • 2 tsk løgpulver
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tsk salt
  • 3 spsk citronsaft
  • ca. 2- 2,5 dl vand

  1. Skræl gulerødder og pil hvidløget
  2. Kom kerner og nødder på en varm pande og rist dem godt af.
  3. Hæld ingredienserne i en foodprocesser og blend til du har en ensartet tekstur. Hæld lidt vand i undervejs og smag nøddepålægget til med salt og peber.
  4. Hæld pålægget på skoldede patentglas og opbevar det på køl.

* Kala Namak: også kaldet sort salt har med sit høje svovlindhold en smag som minder meget om æg, og er derfor rigtig god i veganske “ægge” retter.

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar