Børnevenlige retter, Deller, Hovedretter, Hverdagstanker

Blomkålsbøffer med quinoa

Der vil være lidt stille på bloggen indtil nervøsiteten og dagen imorgen er overstået. Jeg skal for første gang holde en lille workshop med 20 elever på et gymnasium. Jeg er meget spændt men også en anelse nervøs, da det som sagt er første gang, og hvordan hulen griber man lige sådan en workshop an? Jeg har tænkt meget over, hvad jeg godt kunne tænke mig at lave sammen med eleverne, og jeg har da haft mange retter i tankerne – det indrømmer jeg gerne, men da der kun er lagt 2 timer og 25 minutter til, er det begrænset, hvor mange retter, man kan lave. Da det er første gang, vil jeg så vidt muligt ikke gabe over alt for meget, selvom vores bil er fyldt til randen med madvarer. Jeg har taget udgangspunkt i, at de er studerende – det vil sige, at retterne er forholdsvis billige at lave, hvilket passer mig fint, når jeg i forvejen har et ret stramt budget. Jeg glæder mig til at dele dagen med jer, når den forhåbentlig er vel overstået.

I forgårs da vi i familien fejrede Freyas 2 års fødselsdag var der burger på menuen om aftenen. Jeg har til vane at købe Naturli’s bøffer, når der skal laves burger, da de er nemme og smager godt. Men når jeg nu alligevel stod i køkkenet og havde til opgave at bage muffins og pizzasnegle til dagplejen, kunne jeg jo ligeså godt også gå i krig med at forberede bøfferne til aftensmaden. Med lidt inspiration og ideer i ærmet blev det til blomkålsbøffer med quinoa og persille.  I min burger kom jeg Violife skiveost, mayonnaise fra Naturli’, lynsyltede rødløg, avocadoskiver, tomat, agurk og stegte svampe. Til hele herligheden var der ovnbagte søde kartoffelfritter. Her får I opskriften på bøfferne:

img_4081

Du skal bruge

1/2 blomkål

1 løg

2 fed hvidløg

3 tsk løgpulver

3 tsk røget paprika

2 tsk hvidløgspulver

1 spsk balsamicoeddike

2 spsk tomatpure

1 tsk chilisauce

1,5 dl kogte quinoa

2 hørfrøæg (2 spsk knuste hørfrø + 6 spsk vand)

5 spsk rasp

1 håndfuld friskhakket persille

salt og peber efter smag


  1. Snit blomkål, løg og hvidløg på den fine side af rivejernet, eller blend det til en ensartet masse i en foodprocessor.
  2. Kog quinoaen efter anvisning på pakken.
  3. Tilføj krydderier, hørfrøæg balsamicoeddike, chilisauce og rasp til blomkålsblandingen
  4. Hæld den kogte quinoa deri og bland det hele godt sammen
  5. Tilsæt finthakket persille og stil farsen på køl i ca. 20 min.
  6. Form bøfferne og steg dem på en pande med olie eller bag dem i ovnen på 200° i 30-40 min. Vend dem undervejs.

img_4093

Velbekomme.

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar